Den vanskelige tid, når vi mister af Krista Franck

Da jeg aflagde beretning på generalforsamlingen den 14. maj indledte jeg med et omkvæd fra sangen ”Skybrud” af Dy Plambeck.
Alle de mennesker jeg har elsket befinder sig stadig et sted i mig et sted i mig
Sangen handler om at have elsket og mistet. Det enkelte menneske oplever en forandring og kærligheden må antage en ny form. Omkvædet tilbyder en forløsning om, at sorgen netop handler om dét, man aldrig kan miste.
Hospice Forum Danmark holdt årsmøde den 3. maj. Fra vores støtteforening deltog to bestyrelsesmedlemmer. På mødet mødte vi enkemanden Kristian Ibler og den tidligere sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen.
Kristian Ibler fortalte indlevende om dengang hans kone fik en kræftdiagnose og om tiden efter hendes død.
Han havde oplevet, at sorg har mange ansigter, og der kan være skyld, stress og angst. Følelserne kommer forskelligt ud, og der kan være en pendulering mellem skyld og livslyst. Livslyst samti-digt med at man sørger. Det kan være en lettelse, når det endeligt er slut
Han sluttede med ”Jeg har levet et liv i kærlighed og det er alt, hvad jeg kunne forlange”.
Efter at have hørt Kristian Iblers bevægende fortælling, (som han
har skrevet en bog om), hørte vi Ruth Østergaard, der på en befriende
måde delte sine erfaringer med os.
Hun delte sine erfaringer med os om, hvad er god hjælp og hvad er
IKKE god hjælp? Det handler mere om at være end at gøre.
Fra Ruth Østergaard beretning bed en sætning sig fast i mig:
”Hvad kunne hjælpe dig med at forsone dig?”
Et spørgsmål, der kan stilles, når der lyttes til de sørgende, der
fortæller om, hvordan det er at være i deres sted. Om den svære
tid op til dødsfaldet. Med tvivl om man har gjort nok, samtidig
med at man føler en lettelse over, at den svære ventetid snart er
slut.
Ifølge Ruth Østergaard skal man forsone sig med sine med følelser,
sin skyld og selvbebrejdelse, og at man ikke skal leve op til, hvordan
det forventes, at man sørger.
Jeg drømmer om, at alle der har behov kan få den samme hjælp,
som der gives på et hospice. Et personale, der kan lytte og forstår.
Som hjælper i sorgen. Som støtter, når det er svært i det liv, der
skal leves også efter tabet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *