Frivillige hjælper døende med at give deres livsfortælling videre Af Sanne Opstrup Wedel

Når man er alvorligt syg, kan det føles, som om man ikke har ret meget at give. Men dét at fortælle sin livshistorie og derigennem få mulighed for at videreformidle den til sine pårørende kan give en ny følelse af mening og sammenhæng.

På Hospice Søholm er vi en gruppe frivillige, der hjælper patienterne med at få fortalt deres historie. Det kan være i mange formater, alt efter hvad der giver mest mening for dem: Vi hjælper dem f.eks. med at få nedfældet deres livsfortælling, få lavet afskedsbreve til bestemte personer i deres liv eller at få skrevet en tale til deres børns konfirmation eller bryllup – alt efter hvad der har allerstørst betydning for dem.

Uanset formatet kan det være en proces, som kan give klarhed i tankemylderet – fordi processen kan vise, at der har været en rød tråd gennem livet og samtidig sætte fokus på det levede liv: på vigtige relationer, værdier, opgaver og begivenheder, der har og har haft betydning for lige netop den patient.

I 2015 viste den første danske undersøgelse af det døende menneskes åndelige behov, udarbejdet af hospicesygeplejerske Rita Nielsen, at det spiller en afgørende rolle for døende på hospice at fortælle sin livshistorie.

Det er også, hvad vi oplever. For selv om patienternes behov er meget forskellige, og fortællingerne derfor også har meget forskellig karakter, ser vi, at det har stor betydning for patienterne at få muligheden for at blive husket som det hele menneske, de er og har været – som er meget andet end sygdom.

For nogle er det livserfaring samt håb og ønsker for de efterladte, som fylder. For andre er det væsentligste at fokusere på konkrete fortællinger om livretter, barndomsvenner og skolegang.

Vi oplever også, at brevene gør en kæmpe forskel for de pårørende. Senest fortalte en efterladt hustru, at hun bærer brevet fra sin afdøde mand på sig hele tiden.

Nogle gange er vi sammen med patienterne én enkelt gang i ganske kort tid – andre gange i længere tid ad flere omgange. Men uanset rammen oplever vi det samme, som undersøgelsen fra 2015 viste: At følgeskabet den sidste tid betyder alt. At følelsen af stadig at være et menneske bliver bevaret. Og ikke mindst, at de døende har en masse livshistorier at fortælle.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *