Det nytter noget                                             af Emmy Haahr Jensen

Som medlem af bestyrelsen er det mit ansvar at skrive ansøgninger om støtte og donationer. Det kan måske lyde som en lidt tør og skrivebordsagtig opgave, men det er slet ikke tilfældet. Tvært imod.

For når man betænker, hvor stor en glæde de indkomne støtte- og donationsbeløb giver både patienterne og deres pårørende og personalet på Hospice, så er det alle anstrengelserne værd og tilmed en stor fornøjelse at skrive ansøgninger.

Som tidligere sognepræst er jeg vant til en både empatisk og udadvendt kommunikation med mange mennesker – skriftligt og mundtligt – også i foreningslivet. Det giver mig en god ballast i forhold til min opgave i Støtteforeningen.

Forud for hver ansøgning gør jeg mig tanker om, hvordan vi bedst kan være med til opfylde de ønsker, som vi får fra Hospice. Med mig har jeg hele Støtteforeningens bestyrelse som backing group. Vi sparrer og netværker på mange leder og kanter ved at have alle antenner ude i de sammenhænge, hvor vi hver især kommer. Meget af vores arbejde rummes i det personlige nærvær ved at tale med de mennesker vi møder, lytte og i det hele taget beskrive, hvad et Hospice er.

Det glæder os alle i bestyrelsen, og det glæder, ikke mindst, mit præstehjerte, hver gang vi får et positivt svar på en ansøgning om støtte eller donation, at vi kan sige/skrive til hinanden: Det nytter noget.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *