Værket er af en af hospices udstillere Lise Legarth
Som ansat har jeg gennem mange år haft en fantastisk niche ved siden af mit arbejde som sygeplejerske, nemlig som formidler af kunst på væggene på Hospice Søholm, Aarhus. Med interesse for kunst og kultur, selv udøvende billedkunstner, har det været en berigende, men også udfordrende opgave. I starten var det lidt et arbejde at opstøve kunstnere og få lavet aftalerne. Senere har mange fundet ud af, at Hospice Søholm faktisk er et fint sted at udstille, selv om det jo er en lukket udstilling. Så mange henvender sig selv, eller giver mig tips om mulige udstillere.
Et vigtigt ideal på hospice er æstetik, og her kommer kunsten også ind. Det er så tydeligt, når der kommer ny kunst, at mange patienter og deres pårørende går på udstilling, og det er ofte en kilde til snak både hos patienter og personalet. Så ud over at det er noget for øjet, er det også en kilde til bevægelse, kommunikation, meningsudveksling.
Der er to placeringer i huset, som er reserveret til skiftende udstillinger, og enkelte gange har patienter ønsket at få et billede ind og hænge på værelset.
Det sker jævnligt, at pårørende eller patienter forelsker sig i et værk, at de køber det som et minde for en tid, som er så fyldt med indtryk, intensitet og følelser. For eksempel husker jeg den kvinde, som måtte eje det maleri, som hang udenfor døren til værelset, hvor hendes mand sluttede sit liv. Et andet eksempel er en mand, der udså sig sin gravsten blandt den stenudstilling, som vi havde på det tidspunkt.
Efter vi fik nye bygninger med mere plads, har det også været muligt at tilbyde udstillingsmulighed for keramik og stenskulpturer.
En rigtig spændende oplevelse var en stenskulpturudstilling i sansehaven, så man ikke så det hele på en gang, men skulle gå på opdagelse i udstillingen, der blev en integreret del af haven. En anden sjov udfordring var, da Hospice Søholm kunne fejre tiårs-jubilæum. En af de frivillige havde spurgt, hvorfor vi ikke viste noget af den kunst, vi selv havde på væggene hjemme. Det blev til udstillingen ”Sofastykker”. Mange bragte et billede med hjemmefra, med en lille bemærkning om billedets betydning.
Så kunsten har helt sikkert en berettigelse og en virkning, både ved at den rusker op i os, sætter tanker i gang, bevæger os, sætter gang i hukommelsen, glæder øjet der ser.
Elisabeth Buhrkal